søndag den 12. august 2007

Betændt achillessene - øv

De forgangne to weekender har budt på rigtig spændende konkurrencer, hvor jeg havde set frem til at måle mig mod alle landets bedste orienteringsløbere. Desværre har en betændt achillessene sat en stopper for det, idet jeg ikke har været i stand til at strække igennem og i stedet har løbet småtrippende både på sti og i terræn. Især ujævnt og kuperet terræn har den lille satan ikke brudt sig om.

Jeg har (fornuftigt eller ej) valgt at løbe alle fire løb alligevel, og selvom det teknisk set er gået fornuftigt, har resultaterne ikke været acceptable. En kort opsummering hedder en 11. plads på mellemdistancetesten, en 18. plads på langdistancetesten, hvor jeg residerede en del på sidste halvdel og 12. plads på DM-mellem, hvor det teknisk gik rigtig godt, men hvor tempoet var 5½ minut for langsomt. På dagens Midgårdsorm fik jeg lov at føre fra start til slut på 4. turen, men var ikke i stand til at opbygge det forspring, vi ellers havde 'planlagt', vi skulle ha' på dette tidspunkt af stafetten. At jeg sprang en post over og måtte løbe tilbage med et tidstab på ca. 1.15 til følge, hjalp selvfølgelig heller ikke på det. Til slut blev det en 3. plads efter Pan og FIF.

Mens du herunder kan studere weekendens kort, vil jeg se frem til en uge med cykling, løb i vand og andre herlige alternativer til løbetræningen - øv...!

onsdag den 1. august 2007

Slovenien

OO-cup eller Slovensk 5-dages dannede rammen om en god uge i det lille land, der på mange måder kan sammenlignes med Østrig og Schweiz. En imponerende natur med flotte bjerge, men også 43 km Adriaterhavskyst og en rigtig hyggelig hovedstad.

Også selve stævnet imponerede os - en ganske lille flok arrangører havde styr på det hele, og vi blev budt på 5 gode løb i spændende og meget forskellige terræner. Efter en 3. plads på første etape, der var stævnets kongeetape i et monsterdetaljeret område, hvor jeg trods et rigtig godt løb rundede 10 min/km, gik de efterfølgende etaper lidt blandet. Til slut blev det til en placering som nr. 19 og (klart!!?!) bedste dansker i det 119 mand store startfelt. De 5 kort er samlet herunder, og resultaterne findes her.

En række billeder fra turen ligger i fotoalbummet.