onsdag den 15. december 2010

Ski-orientering i Grib Skov

Lørdag arrangerede FIF ski-orientering i Grib Skov. Desværre var det lige netop dén dag, hvor det blev hæftig tø, hvilket betød tunge spor, enkelte steder helt uden sne og andre med store vandputter. Så selvom det tog lang tid (og jeg endda måtte skære af for at nå videre til næste arrangement - se nedenfor), så var det en sjov oplevelse at være med.

Frederiksborg Amts Avis var forbi og bragte både artikel og billeder fra løbet.

Studer kortet herunder og vurder selv vejvalget - fx på det lange stræk til post 1:




Umiddelbart efter ski-o-løbet gik turen til Birkerød og OK Øst Herrejulefrokost, der traditionen tro startede med et særligt løb - denne gang på et ikke helt opdateret bykort:


søndag den 14. november 2010

Sæsonafslutning: Nr 4 i Trimtex Cup

Traditionen tro afsluttedes sæsonen med sprint og Jættemilen.

Lørdagens AL-sprint i Hillerød Syd var på hele 4,0 km og førte os bl.a. ned forbi TJ. Jeg havde ikke rigtig sprinttempoet, men jeg undgik nogle af de store fejl, som visse andre kom hjem med. Umiddelbart var jeg ret tilfreds med mit løb, men efterfølgende kan jeg se, at jeg har mistet ca 3 x 10 sek på at tage forkert vejvalg på de tre sidste vejvalgsstræk (post 18, 20 og 23). Det blev til en 6. plads, knapt 1 minut efter Djurhuus, som det lige akkurat lykkedes at holde bag mig, selvom han kom meget tæt på henmod slutningen.

Søndagens Jættemil gik i St. Dyrehave, og igen var mit tempo ikke til at være med, hvor det var rigtig sjovt. Jeg var lige nøjagtig for sent ude på samlingsposten (post 9), hvor jeg kunne se alle de hurtige forsvinde i horisonten, mens jeg var overladt til CC's selskab, hvilket var hyggeligt, men ikke helt så hurtigt som det plejer. Herefter blev det lidt slow motion frem til post 28, hvor Søren Bob kom op med Jeppe og en tysker. Vi fik løbet lidt ræs frem til post 42, hvorefter vi sad fast i det grønne. På 44'eren mistede jeg kontrollen, og Søren fik et hul, jeg ikke kunne lukke, men de to andre fik jeg holdt bag - og kom i mål som nr. 7, knapt et kvarter efter Djurhuus, der vandt igen i dag og tog den samlede ranglistesejr foran René og Rune, mens jeg tog min vidst nok bedste ranglisteslutplacering med en 4. plads.

lørdag den 25. september 2010

2987 point!

I dag battlede OK Øst i atletik 7-kamp. Med baggrund i den officielle pointskala for kvinder opnåede jeg 2987 - og så er der jo ikke så langt op til verdensrekorden (for kvinder) på 7291, men som det fremgår af billedet, så skal der nok liiiige trænes lidt teknik...

Resultatet fremkom på baggrund af flg resultater:

100 meter hæk: 20,0 sek
Højdespring: 1,35 m
Kuglestød: 8,01 m
200 meter: 29,0 sek
Længdespring: 4,65 m
Spydkast: ej godk
800 meter: 2:18,7

Johan vandt i øvrigt konkurrencen med 3268 point.

tirsdag den 14. september 2010

DM-guld og 8. plads

Årets store DM-weekend blev denne gang afholdt stort set lige udenfor døren, men alligevel i forholdsvis sjældent benyttede terræner.


Lørdagens DM-stafet-terræn, Ganløse Ore (eller Orned?) har jeg således ikke løbet i før som senior. Jeg var stand-in for TJ, der er rendt ind i en fiber. Og det gik faktisk hæderligt - i hvert fald da jeg først kom igang. Et ryddet område før post 1 fik forvirret mig så meget, at jeg fik trukket for langt østover, og jeg nåede først min gafling 53 sekunder efter Lars L, der var først på dén. Herefter var det ud i overhalingsbanen inden jeg fandt mig til rette i anden gruppe, men på post 9 gik det galt igen, hvor der endnu engang røg et lille minut. Herefter blev der speedet op - først og fremmest fra Ulriks side - og i mål kunne vi skifte som 3'er og 4'er knapt 3 minutter efter Mikkel og 1½ efter René. Heldigvis havde både Jamie og Rune fundet nogle af deres gode dage frem, så vi efter en tæt duel med Pan og Fåborg hev sejren hjem.

Søndagens DM-lang bød på hele 17,6 km i Søskoven (eller Grib Skov Esrum). En god bane i en hurtig men spændende skov, og mod forventning lykkedes det mig at holde dampen oppe hele vejen rundt. Tempoet var ikke til at følge med de allerbedste, ligesom jeg lavde flere småfejl, primært på skæve udløb, men jeg undgik de store bom og endte på en ganske tilfredsstillende 8. plads.


mandag den 30. august 2010

DM Mellem og Midgårdsormen

Denne weekend bød på DM Mellem i jomfrueligt Silkeborgterræn - nemlig omkring Sukkertoppen og med en flot stævneplads med udsigt til Mossø. Orienteringsmæssigt blev det først og fremmest en fysisk udfordring, og min form rakte til en hæderlig 11. plads - godt 6 og 4 minutter efter guld- og sølvvinderen, der hentede mig på de sidste poster.
Søndag stod den på Midgårdsormen, hvor Pan lancerede et nyt koncept med kun én klasse, der gav en væsentlig sjovere og mere intens stafetoplevelse end tidligere. Efter at have ligget et stykke efter Fåborg det meste af stafetten, hentede Amanda det hele på 7. tur, således, at jeg kunne løbe rundt på 8. tur med/mod Rasmus Oscar, men på trods af et fornuftigt gennemført løb, så lykkedes det mig ikke at skabe et forspring, og da jeg ovenikøbet lavede et lille bom på næstsidsteposten, kom Rasmus først ind. Men Rune havde lovet, at han var den stærkeste på sidsteturen - og dét holdt han, hvormed vi tog den samlede sejr.

Med DOFs Venner i Schweiz

DOF's Venner havde inviteret syv 15-16-løbere (og Troels og jeg som ledere) en tur til Schweiz, hvor vi deltog i de schweiziske mesterskaber i sprint og lang. Inden da nåede vi en tur ud på det fine WOC 2003 mellemdistanceterræn.

Sprinten foregik i 1600-1800 meters højde og havde specielt i starten karakter af ren downhill-orientering. Det var en flot og sjov oplevelse, men det havde nu ikke så meget med sprint at gøre.

Langdistancen foregik i et lignende terræn og var en barsk oplevelse - selv for os, der havde valgt at løbe H21 AM, der kun var det halve af dén elitebane, som Mertz vandt på 1:45.

Tak til alle for en fed tur, hvor også vejret var med os. På uret i den sidste startboks lørdag blev man således mindet om, at temperaturen var 30,6 grader...

torsdag den 29. juli 2010

Ny PR!

Selvom formen ikke er i top kan man jo godt sætte PR - det gælder bare om at finde en distance, man ikke har løbet før...

Det lykkedes her til aften, hvor Blovstrød Løverne arrangerede Baneturnering med disciplinen 1 mile (1.609,15 m) på programmet. Jeg røg rundt i tiden 4.46,12, hvilket jeg sådan set er fint tilfreds med. Tiden svarer til 2.57 min/km.

torsdag den 22. juli 2010

5. plads i kamp om 5.000 kr.

Desværre tog vinderen det hele og ville ikke dele, men det var jo sådan set meget fair - og jeg var bortset fra på natten aldrig i nærheden af at true de hurtigste.

Tour de Värmland startede med sprint tirsdag aften i et friluftsområde med lidt klipper ned mod Vänern. Løbet var forholdsvis simpelt og de små fejl, jeg lavede, blev derfor ret dyre.


Få timer senere stod den på natløb med samlet start. Der var udlovet bonus til de første på post 1. Jeg tog mit eget vejvalg, som dog ikke var hurtigst, og på de næste poster måtte jeg i stedet kæmpe for at hente de tabte 45 sekunder. Jeg kom godt rundt på sløjferne og kunne derfor løbe ud på hjemturen med et forspring på et lille halvt minut. Men med 4 jagende mand efter, så var det næsten umuligt at holde, men det lykkedes mig dog at holde mig fremme i teten og var først på mange af posterne, men til sidst måtte jeg nøjes med en 2. plads.

Onsdag bød på mellemdistance i et ret hårdt og lidt stenet terræn. Jeg bommede noget, men kom dog hæderligt rundt.

Torsdagens afsluttende jagtstart var også i lidt af et krigerterræn - denne gang mest pga vegetationen. Jeg startede ud som 4'er og var halvvejs på banen i en tre-mands gruppe med den 3. og 5. startende, men i et underligt område mod post 9 tabte jeg dem og måtte trille hjem til en samlet 5. plads. Bemærk afslutningen på sprintkort i målestok 1:2.800 !

mandag den 19. juli 2010

Sommerferie

I en tid med mange misytringer vedrørende seniorlandsholdet, er det en stor fornøjelse at være beskæftiget med den kommende generation, der altid udstråler glæde og positivitet - tak for det!


Årets EYOC var således en kæmpe oplevelse - også som leder - og imponerende at se, hvordan hele holdet rejste sig ovenpå en svær og hård førstedag og tog medaljer hos både drengene og pigerne i stafetten. Billedet taler vist for sig selv.


Kortet herunder viser mit gennemløb af H16-sprint-banen (dog påvirket af en gal hund væk fra post 5 og en lukket passage på stræk 11-12).



Efter hjemkosten blev det for mig et smut til Nordjylland, hvor juniorerne jo fejrede triumf efter triumf ved JWOC. Selv nåede jeg ud en tur i langdistanceterrænet i Svinkløv:



Herefter gik turen til Sverige og Havs-OL, der bød på en rigtig sommerferieløbsstemning på den lille ø Tjärö i den blekingske skærgård, der bestemt kan anbefales at aflægge et visit - også for ikke-orienteringsløbere.


Ferien fortsatte nordpå, hvor det bl.a. er blevet til gensyn med de lækre terræner omkring Tidaholm - her i form af en bane fra en tidligere juniorsommerlejr (og vist nok en del af VM-banen fra 1989(???))



I morgen venter Tour de Värmland.

søndag den 27. juni 2010

Jukola

Jukola var som altid en stor oplevelse - perfekt stævne, hvor der er styr på det hele - se bare resultatsiden - der er plads til et par timers nørdning.

Selv løb jeg en hæderlig 6. tur på Pan-Kristianstads andethold, der endte på en fin 55. plads i det både teknisk og fysisk vanskelige terræn.

søndag den 6. juni 2010

Göteborgsamling med høj sol og X-trail

Weekenden bød på træningssamling med Pan-Kristianstad i Göteborg, hvor det blev nogle gode hårde træninger, inkl. gensyn med min egen bane fra U-16-samlingen for 3 uger siden(!), men også tid til at nyde solen, grillning og isspisning.

Lørdag formiddag stod på mellemdistance-slyngeløb i (på?) Björnåsberget - super fedt! Se kortet herunder. Søndag bød på en lidt anderledes udfordring i form af Skatås X-trail, et 12 km motionsløb i terræn - en fed og hård udfrodring, som tog mig 58 minutter (det' vist ikke en så god kilometertid, men jeg tør ikke regne på det). Se mere om løbet inkl. resultater her.

mandag den 31. maj 2010

Knut Valstads Minneløp

3 dage i Oslo blev afrundet med start i Knut Valstads Minneløp, en 9,9 km udfordring i Østmarka. Det er længe siden, jeg sidst har løbet i så barskt et terræn, så tempoet var derefter. Men selvom jeg sluttede næsten 20 minutter efter, så var det en stor o-oplevelse!

Resultater her.

søndag den 2. maj 2010

Hentede på teten

Det fedeste og teknisk mest udfordrende 10-mila siden 2004 blev denne weekend afviklet i Finspång. Jeg havde fået opgaven at bringe kavlen gennem en 6,1 km nat/gry ugaflet bane med mellemdistancekaraktér. Sidstnævnte mente arrangørerne seriøst ved at placere hele 20 poster på banen, hvilket dog også gjorde at tiderne ikke nåede i nærheden af de af arrangøren spåede 32 minutter. Selv brugte jeg 42.21 og kun en enkelt (Yuri) klarede sig under 40 - og det var efter solopgang. Efter en fejlfri første halvdel, bommede den lille gruppe, jeg var havnet i desværre noget på sidste halvdel af den tekniske bane, så jeg endte med blot at tage en enkelt placering og et lille halvt minut ind på teten. For Pan endte stafetten desværre med en oversprungen post på 8. turen efter en præstation, der samlet havde rakt til en placering som nr. 14-15-16-stykker.

søndag den 25. april 2010

DM-sprint og -ultralang

Weekenden bød på DM-sprint og DM-ultralang, begge på Fyn.


Lørdagens sprint gik på Nyborg Vold, som viste sig som et rigtig godt sprintområde. Jeg løb et teknisk hæderligt sprintløb, men efter et års tid uden regelmæssig intervaltræning, kan jeg godt mærke, at jeg mangler det gear, der skal til, når man skal løbe sprint. Jeg endte på en måske lidt skuffende 11. plads, men så var sekunderne heller ikke på min side, idet der lå 3 løbere indenfor 2 sekunder foran...



Søndagens ultralang havde premiere på fællesstart i DM-regi. Jeg er ikke umiddelbart fortaler for dette koncept (se i øvrigt indlæg på orientering.dk), men løbet gav alligevel en positiv oplevelse af min egen fysiske form, og det endte med en helt fornuftig 6. plads.





søndag den 18. april 2010

SM-lang-guld

Ovenpå gårsdagens mindre vellykkede stafet-titelforsvar, var der i dag andre boller på suppen. SM Lang bød på 12,7 km i Ny Tolstrup. Konkurrencen var desværre ikke så skrap, så det blev til en forholdsvis sikker sejr. Blot ærgerligt, at der ikke var flere, der var mødt op - for der blev budt på en god bane med både udslagsgivende langstræk og finurlig finorientering. Dog var korttrykket, som det fremgår, ikke så imponerende, så (bl.a.) af den grund, var det godt banen ikke var længere...

lørdag den 17. april 2010

SM-stafet-sølv

Dagens SM-stafet i Grib Skov Midt resulterede i en sølvmedalje - knapt 4 minutter fra guldet.
På forhånd var der lagt op til en kamp mellem Søllerød og os om sejren, men da den yngste Nielsen satte den ældste Nielsen med 7 minutter på førsteturen, var løbet ved at være kørt. Selvom Jamie hentede næsten 5 minutter på andenturen, så kunne jeg ikke lukke den sidste del op til Pexer, selvom jeg havde et næsten bomfrit men dog ikke så flydende løb.
Resultater kommer her.

tirsdag den 13. april 2010

Sprint i Farum

På en flot varm forårsdag havde Farum OK indbudt til sprinttræning i det gamle PWT-terræn fra 1999. Selvom det selvfølgelig altid er sjovt at løbe i et 'nyt' terræn, så skuffede det lidt ved ikke at indeholde så mange vejvalgsudfordringer som ventet. Rent løbsmæssigt gik det hæderligt, men manglende flyd i starten kombineret med manglende vilje til at få våde tæer(!) kostede nogle sekunder. Mikkel Aaen rendte hurtigst på 18.05, mens jeg selv havde 18.33.

søndag den 11. april 2010

DM-nat 5'er

15,3 km stod den på til lørdagens DM-nat i Grenaa Plantage. Heldigvis var det forholdsvis hurtigløbt, så det lykkedes mig at presse den under halvandentime og en 5. plads - blot 28 sekunder fra bronzen. Resultater her.

onsdag den 17. februar 2010

Portugal O-meeting - 3. og 4. etape

Så er der kort fra 3. og 4. etape af Portugal O-Meeting - og resultater her.




søndag den 14. februar 2010

Portugal

Et par kort fra dagens indledning af Portugal O-meeting - 1. etape, en 12,8 km bane helt ud til Atlanterhavet samt by-nat-sprint i en sjov kringlet by ligeledes ud til havet.

søndag den 31. januar 2010

... og også ski-o-debut

... ganske vist blot på en egen bane lagt på skiløjpekortet, men det var nu ganske sjovt og med fede spor i Grib: