Traditionen tro afsluttedes sæsonen med sprint og Jættemilen.
Lørdagens AL-sprint i Hillerød Syd var på hele 4,0 km og førte os bl.a. ned forbi TJ. Jeg havde ikke rigtig sprinttempoet, men jeg undgik nogle af de store fejl, som visse andre kom hjem med. Umiddelbart var jeg ret tilfreds med mit løb, men efterfølgende kan jeg se, at jeg har mistet ca 3 x 10 sek på at tage forkert vejvalg på de tre sidste vejvalgsstræk (post 18, 20 og 23). Det blev til en 6. plads, knapt 1 minut efter Djurhuus, som det lige akkurat lykkedes at holde bag mig, selvom han kom meget tæt på henmod slutningen.
Søndagens Jættemil gik i St. Dyrehave, og igen var mit tempo ikke til at være med, hvor det var rigtig sjovt. Jeg var lige nøjagtig for sent ude på samlingsposten (post 9), hvor jeg kunne se alle de hurtige forsvinde i horisonten, mens jeg var overladt til CC's selskab, hvilket var hyggeligt, men ikke helt så hurtigt som det plejer. Herefter blev det lidt slow motion frem til post 28, hvor Søren Bob kom op med Jeppe og en tysker. Vi fik løbet lidt ræs frem til post 42, hvorefter vi sad fast i det grønne. På 44'eren mistede jeg kontrollen, og Søren fik et hul, jeg ikke kunne lukke, men de to andre fik jeg holdt bag - og kom i mål som nr. 7, knapt et kvarter efter Djurhuus, der vandt igen i dag og tog den samlede ranglistesejr foran René og Rune, mens jeg tog min vidst nok bedste ranglisteslutplacering med en 4. plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar