søndag den 15. juli 2007

Klubskifte

Efter 2½ år i Farum-Tisvilde OK blev det forud for weekendens svenske Elitserie til klubskifte. Den nye klubdragt bærer påskriften OK Pan Kristianstad. Et klubskifte er naturligvis altid en svær beslutning, men ambitionsniveauet i FTOK - og også resultaterne - har i min tid i klub været dalende, senest dokumenteret med de seks ikke-skadesbetingede afbud til Jukola-førsteholdet. Jeg glæder mig derfor i stedet til at prøve kræfter i den svenske storklub, der i tidens løb har haft adskillige danskere i sin stab, og lige nu får jeg fornøjelsen af at blive klubkammerater med Rasmus Søes og Rune Olsen - foruden verdensklasseløbere som Johan Modig og Andrej Khramov. Det skal understreges, at jeg nationalt fortsætter for Tisvilde Hegn OK.

Debuten i Pan-dragten foregik som sagt i weekendens Elitserie, der havde netop Pan som arrangør. Desværre blev det en noget ussel debut. Lørdagens mellemdistance i Äspet-Yngsjö bød på alt for mange bom, mens søndagens langdistance i Degeberga blev en barsk affære, hvor jeg allerede halvvejs på banen måtte drosle ned til et 'overlevelsestempo'. På daværende tidspunkt havde jeg ellers hentet Rune Monrad med 8 minutter, men han formåede at løbe 7.11 min fra mig på hjemturen. Den barske bane, der kan ses herunder, blev vundet af sprintspecialisten(!) Martin Johansson i tiden 1:44:04, mens over halvdelen af feltet rundede de to timer!

Ingen kommentarer: