mandag den 8. oktober 2007

1 uge - 2 stafetter

Den forgangne uge bød på hele to o-stafetter, men unægteligt to forskellige af slagsen:

Onsdag aften var der 8 hold á 2 løbere til start i Natuglestafetten på dansepladsen i Slagslunde.
Lørdag var der 360 hold á 25 løbere til start i 25-manna på flygplatsen i Riksten.

For tredje år i træk havde jeg glæden af at løbe på hold med natræven Thomas og for tredje år i træk blev det til sejr. På førsteturen havde jeg fornøjelsen af at følges rundt med Anders Konring, og da fire øjne især om natten ser bedre end to, var det nok noget vi begge profitterede af. På slutningen af banen havde jeg taget teten, men et skævt udløb fra næstsidsten kostede muligheden for at skifte først. Det havde dog ikke den store betydning, for Thomas satte det på plads ved efter halvdelen af banen at rykke fra Casper Wraa. O-teknisk støste diskussion gik på, om de valgfrie poster skulle tages i rækkefølgen EDCAB, som jeg gjorde eller Thomas' valg DECAB. Forskellen er næppe stor...

Mens jeg havde løbet Natuglestafet før, blev det debut på 25-manna - og første stafetstart for Pan Kristianstad. Det blev en lang weekend til og fra Stockholm, men en oplevelse at løbe en så stor stafet, der samtidig er meget mere kompakt end fx Tiomila. Pan opnåede en hæderlig 39. plads, men selv løb jeg et rimelig ringe løb på 5. turen med alt for mange bom i et ellers ret simpelt terræn. Specielt post 4, 8 og 13 kostede tid, og det må man sige var alt for stor bomfrekvens, men også størrelsen af bommene var uacceptabel stor. Det må gøres bedre ved næste stafetstart, Smålandskavlen om 3 uger. Lørdag aften stod den på 25-manna fest og søndag en sightseeing-jog i Stockholm by.

Ingen kommentarer: