søndag den 14. oktober 2007

Dansk mester for klubhold

For første gang i klubbens historie deltog Tisvilde Hegn OK denne weekend i finalen i DM for klubhold - og det blev til en meget overbevisende sejr med Silkeborg og FIF på de følgende pladser. Begge klubber var ramt af en del afbud pga juniorlandskamp, men selv uden denne hjælp, tror jeg THOK havde hjemført sejren takket være stor bredde og ikke mindst de mange talentfulde ungdomsløbere!

Selv havde jeg fornøjelsen af at være favorit på bane 1 - og det levede jeg da selvfølgelig op til;-) Men det holdt godt nok hårdt efter blandt andet et bom på næsten 5 min(!) på post 9. Herefter måtte den bare ha' noget gas på hjemturen. Dette kostede dog endnu nogle tidstab, men til slut var jeg dog 2 minutter foran FIF's Kasper Andersen. At tiden dog ikke var imponerende blev understreget af, at Flemming Jørgensen senere løb banen som åben bane 4.23 min hurtigere end min tid!

Nu skal man jo normalt forsøge at finde årsagen til tidstab hos sig selv, men alligevel må man dog ha' lov at konstatere, at kortet på flere punkter levede op til vestjysk standard. Således var jeg ikke den eneste, der rendte rundt på ret så store bakketoppe i området nord for post 9, hvor der slet ikke er tegnet sådanne på kortet (bemærk i øvrigt definitionen)! Og allerede på dette tidspunkt af banen havde jeg oplevet så mange skævheder på kortet, at jeg, da jeg stod det sted, hvor jeg troede posten skulle være, ikke straks tænkte, som man jo retteligt bør: "posten er her ikke - altså er jeg ikke det rigtige sted", men derimod "hmm - hvor mon de så har sat den"...

Når dette er sagt, var det rent faktisk en spændende bane med god afveksling og både teknisk og fysisk udfordring! Og så var det en fantastisk stemning i Tisvilde-lejren hele weekenden - så tak for en rigtig god tur!

Ingen kommentarer: