søndag den 30. marts 2008

Spring Cup

Med Spring Cup er foråret og konkurrencesæsonen for alvor i gang. Desværre bliver det flotte stævne mindre år for år, og det var i år ganske tydeligt at se på stævnepladsen, ligesom antallet af topløbere var lavere end nogensinde. For mit eget vedkommende blev det en fornuftig weekend, som jeg kom fra med ganske positiv formbesked, mens det ikke teknisk var helt i top.
Lørdagens klassiske bane var ret udslagsgivende med gode langstræk og svær fin-orientering, særligt på banens sidste del. Jeg kom godt fra start og har på 2. radiopost efter 2/3 af banen 3. bedste tid. Herfra og hjem halter det desværre med at holde hovedet koldt og mister 2½-3 minutter på bom i det grønne. Det ender derfor med en dog trods alt hæderlig 18. plads som 6. bedste dansker.
På søndagens stafet løb jeg førstetur for Pan-Kristianstads andethold. Efter at have ført på startpunktet fik jeg løbet mig væk på vej til 1'eren (måske jeg ikke skulle have lagt så hårdt fra land?) og følte jeg var sidste mand til at klippe den. Herefter gik det dog rigtig godt, og jeg var overraskende hurtigt fremme i tet-klyngen, der holdt hele vejen hjem og jeg kunne veksle som 2'er, blot ét sekund efter den førende tjekkiske juniorlandsholdsløber fra Mora. Holdet holdt sig fremme på de følgende ture og var med i spids ud på sidstetur, hvor der dog blev tabt tid og placeringer til bl.a. FTOK og Pan-Kristianstads førstehold, der endte på en lidt skuffende 5. plads, men vi blev 8'er. Både herre- og damestafetten blev vundet af Ulrichehamn, sidstnævnte med Maja Alm som afslutter!


søndag den 23. marts 2008

Påskeløb på Fanø

Påskedagene bød på traditionelle danske påskeløb med 1800 deltagere i de fede terræner på Fanø. Desværre blev det kun til en enkelt rigtig etape for mit vedkommende, da jeg allerede efter en tredjedel af første etape fik en lille fibersprængning i venstre læg. Jeg tog dog ikke videre notits af dette, men gennemførte i en hæderlig tid knapt 4 minutter efter de hurtigste efter et enkelt 2 minutters bom (post 4) og lidt småfejl hist og pist - se kortet herunder.

Anden etape stod jeg over - efter dog at have forsøgt mig med at løbe på de første tre poster. Sidste etape blev dog gennemført i et forholdsvis overkommeligt tempo sammen med René, der heller ikke havde formået at gennemføre anden etape. Nu står den derfor på hvile, så læggen forhåbentlig bliver klar til Spring Cup i den kommende weekend.

søndag den 16. marts 2008

Tiomila 2009 træningslejr

Med knapt 13 måneder igen, var det ikke fortidligt at afholde første Tiomila 2009 træningslejr, der jo for Pan-Kristianstads vedkommende bliver nærmest på hjemmebane i Skåne. Weekenden blev således tilbragt i FK Bokens klubbstuga med udsigt over tiomilaterrænet og indledtes med en 10,5 km natkonkurrence fredag aften i naboterrænet. Lørdag stod på langtur på Söderåsen på (de sidste 13 km af) den svenske VM-udtagelsesbane fra 1991. Om aftenen blev det til en lille times nattræning, så det blev til en ganske hæderlig træningsdag. Lidt mærket af dette var vi nok alle, da søndagens forlængede mellemdistancekonkurrence skulle afvikles - alligevel lykkedes det Pan at ta' 10 pladser i top-10. For mit eget vedkommende blev det til en 6 plads, ca 2.45 efter vindende Johan Modig.

Herunder følger billede fra "Marsnatten" samt kortene fra Söderåsen og søndagens mellemdistance.


mandag den 10. marts 2008

Sæsonen igang

Den netop overståede weekend stod på tur til Nordjylland og deltagelse i Nordjysk 2-dages. Troels, Lærke, Ulrik, Rasmus og jeg tog den lille køretur til Fjerritslev og indkvartering hos Fætter Esbens familie på Slettestrand Feriecenter. Med afgang torsdag aften blev det en hel lille miniferie med flere træninger, god mad, vin og søvn samt 8 spil Bezzerwizzer - resultatet skal ikke offentliggøres her, men vi var vist enkelte, der havde en bedre statistik end andre ;-)


Lørdagens løb gik i delvist jomfruligt terræn med det østlige Bulbjerg og det vestlige Vester Thorup på et faktisk rigtig godt kort. Årets første konkurrencestart er jo altid spændende, men jeg fik pænt flyd i orienteringen, og det forkerte vejvalg til 1'eren, som kostede ca 20 sekunder var faktisk mit største tidstab på en bane, der måske ikke havde allerhøjeste sværhedsgrad men til gengæld var helt reel og havde god afveksling. Tiden rakte til en andenplads, 2.00 min efter René, der havde et stort set fejlfrit løb, men foran alle de startende landsholdsløbere.


Søndagens bane gik i Vester Thorup Vest. Koncentrationen var ikke helt i top og det blev til en række dumme tidstab - flere af dem ved at løbe ud af forkerte stier og lignende 'begynderfejl'. Da benene heller ikke helt var til samme tempo som dagen før, blev det til en beskeden 10. plads, 7 minutter efter René, der vandt for anden dag i træk.

Se resultaterne i splitbrowser fra hhv lørdag og søndag.