søndag den 27. april 2008

6. plads til 10-mila!

Årets 10-mila var mit første for Pan-Kristianstad og det blev på mange måder en speciel oplevelse. I månederne op til blev det en hård kamp at sikre sig en plads på førsteholdet, og det endte med at blive en 9. tur, jeg blev tildelt. Turen var blot 5,8 km og dermed det klart korteste, jeg har løbet til et 10-mila, ligesom jeg for en sjælden gangs skyld kunne rejse afsted uden pandelampe i bagagen. Vejret gjorde også sit til, at det blev en speciel oplevelse, idet det med 15-18 grader og sol blev en noget anden oplevelse, end 10-mila nogle gange kan være. Fredagens frokost blev fx indtaget iført shorts og t-shirt på den nærliggende golfklubs terrasse. Kombineret med vejret var indramningen omkring Roserbergs Slot også helt unik, selvom man med rimelighed kan mene, at valget af stævneplads var sket på bekostning af terrænet, der var utrolig let- og hurtig-løbt.

For Pans vedkommende blev det en forrygende start på stafetten, da Rasmus Søes kunne skifte som første mand efter 1. tur. De resterende natture holdt Pan helt fremme i spidsen, hvor ikke mindst Jakob Lööfs langenat skal fremhæves - også han skiftede som 1'er! Da det begyndte at lysne kunne vi dog ikke holde helt trit med de største hold, og fronttrioen bestående af Halden, Kristianssand og Södertälje trak langsomt fra. Selv tabte jeg et par minutter til disse hold og en enkelt placering fra nr 7 til nr 8, på trods af et egentligt ok løb. Adam Kovacs løb en flot sidstetur og sikrede Pan en flot 6. plads - og min første podieplacering på 10-mila. I front spurtede Daniel Hubmann Kristianssand til sejr - og Rasmus Djurhuus, der løb langenatten for klubben, blev dermed den blot femte danske 10-mila-vinder.


tirsdag den 15. april 2008

Tiomila-træningslejr i Uppsala

Med to uger til Tiomila skulle terræntypen afprøves på den forgangne weekends Tiomilatræningslejr med Pan. Programmet stod på nattræning fredag aften, deltagelse i mellemdistancekonkurrencen Länna-sprinten lørdag, en let træning lørdag eftermiddag samt Rånäskavlen søndag.

De første tre fjerdedele af programmet blev gennemført tilfredsstillende. Selvom der selvfølgelig blev bommet lidt hist og pist, så var det tekniske udbytte godt, og terrænerne bød på både sjov og udfordrende orientering. Også fysisk gik det fint ovenpå den forgangne uges forkølelse.

Desværre rendte jeg ind i ny sygdom natten til søndag, idet jeg pådrog mig en maveinfektion, som jeg her tirsdag aften fortsat døjer med, og som har kostet mig to arbejdsdage. I første omgang tog jeg det ikke så alvorligt, men startede ud på den 9 km lange andentur på Rånäskavlen, men måtte her sande, at sygdommen havde tappet mig for energi, og jeg måtte inkassere et tidstab på knapt 10 minutter - og det på dagen, hvor jeg endegyldigt skulle ha' løbet mig på Pans Tiomila-hold - øv!

Tilbage til det positive, så tjek den fede bane fra Länna-sprinten ud herunder:

tirsdag den 8. april 2008

DM-sprint: Nr. 19!

DM-sprint var endnu engang henlagt til Århus - denne gang Universitetshospitalet i Risskov. Århus 1900 havde lavet et fint stævne med et godt kort og gode baner. Eneste ankepunkter var, at banerne var en del for lange, og de førststartende vil nok mene, at de sidste fik lige lovlig stor kendskab til banen inden starten.

For mit eget vedkommende var optakten ikke helt optimal, da jeg havde døjet med forkølelse og ondt i halsen i dagene op til. Egentlig troede jeg, det var ude af kroppen, men da der først skulle løbes stærkt, gik det ret tungt, og overskuddet til på én gang at presse på og tænke klart eksisterede ikke rigtigt. Alligevel kom jeg rimeligt fra start og lå faktisk (knebent) nr. 2 på post 7, men herefter gik det galt. Ind mod 8'eren blev jeg bange for at løbe gennem nogle små bede. Det viste sig efterfølgende, at de ikke var forbudte, men de fik tvunget mig højre rundt til posten og jeg mistede flydet. Dette kostede en del sekunder på 8'eren og manglende kontrol i udløbet kostede endnu mere tid på 9'eren. Herefter gik det småtungt på resten af banen med både dalende tempo og flere vejvalgsfejl (bl.a. overså jeg højrevejvalget på strækket 12-13, ligesom jeg på 14-15 kom til at løbe ind i den store lukkede gård).

Alt i alt blev det en ret utilfredsstillende 19. plads - se resultater her. Kort med vejvalg tilføjes senere.