Så stod den igen på eXtrem Maraton - 70 km o-løb med oppakning krydret med vandpassager og overnatning i det fri. René og jeg skulle forsøge at gentage sidste års triumf, og taktikken var klar; det galdt om at skabe et hul på førstedagen, så vi kunne kontrollere begivenhederne på andendagen. Og det gik - stort set - efter planen...
Allerede på vej til post 2 fik vi et lille hul og ved publikumspassagen efter godt 20 minutters løb havde vi et hul på næsten 5 minutter, men 2 gange 5 minutters bom på de to følgende poster sendte os ned bag i feltet. Først efter første vandpassage var vi tilbage i front. Herefter gik det til gengæld stort set fejlfrit hjem, og vi kunne således overnatte med et overraskende stort forspring på hele 33 minutter.
Efter kartoffelmos med bacon, varm kakao og en kold nat på oppustede figurballoner var der ny samlet start kl 7 søndag morgen. Selvom vi lagde ud i et forholdsvis mageligt tempo, hvor vi stort set hele tiden havde konkurrenterne (Bjørn Axelsen og Thure Kjær) inden for synsvidde, så gik især jeg noget kold hen mod afslutningen af banen, der endte med at tage hele 5 timer og 35 minutter, og kun et bom til sidst fra Bjørn og Thure gjorde, at vi kom først i mål også på andendagen og dermed vandt samlet med ca 35 minutter.
Herunder ligger de to kort fra weekenden uden vejvalg - René styrede jo kortet for det meste, så hvordan skulle jeg vide, hvor vi har været;-) Kvaliteten er ikke i top, hvilket selvfølgelig til dels skyldes min indfotografering, men må vi sige desværre også et meget sværtlæst kort, der gjorde, at man ofte måtte stå stille for at læse kurvebilledet. Og som o-løbere, må vi nok sige, at det er vores eneste kritikpunkt mod et ellers rigtig sjovt og velorganiseret stævne, at der ikke er lidt bedre kort - og gerne lidt afveksling i form af et rigtigt o-kort i ny og næ, men måske det kommer til næste år...
Bemærk i øvrigt det interessante vejvalgstræk 19-20 på andendagen med valgfri vandpassage. Vi tog venstrevejvalget, men var det det bedste???
Billeder og resultater kommer nok snart på løbets hjemmeside.
3 kommentarer:
Hej Michael, stort tillykke med sejren til dig og René. En kommentar (som også postes på O-Snak), hvis venstrevejvalget 19-20 er langs landevejen, så blev det våd - tør - våd - tør. Ville det ikke med den begrundelse have været bedre at køre våd (postklip) - våd - tør på højrevejvalget?
Det var bestemt også med i overvejelserne, specielt fordi vi ved hver vandpassage taber mindst 1 minut til vores nærmeste konkurrenter. Det var dog aldrig slemt at blive kølet af i Gudenåen, så det at blive gennemblødt var ikke en ulempe. Det afgørende på vores valg var, at det så kortest ud og ikke mindst, at vejen gennem Østerskoven ikke er helt flad. På det tidspunkt på banen var benene blevet en anelse tunge...
Kan i øvrigt korrigere Michaels indlæg og sige, at vi åbenbart førte på alle andre poster end på post 7 og 8 på førstedagen. Det siger stræktiderne i hvert tilfælde.
Jep - må erkende, at vi på stykket fra publikumsposten til første vandpassage ikke helt havde overblik over, hvor vi lå i forhold til de øvrige hold. Efter vi bommede 6'eren og 7'eren overhalede vi tilsyneladende flere hold igen allerede på 8'eren - og det sidste hold lige inden post 9...
Mht 19-20-strækket, tror jeg konklussionen blev, at venstre var bedst, hvilket de fleste hold vist også gjorde. Men ja - et stræk med mange sjove vejvalgsaspekter!
Send en kommentar