Med den netop afviklede DM-weekend på Møn, afsluttedes sæsonen 2007 stort set også. Tilbage står kun nogle mindre løb, suppleret med to svenske stafetter (25-manna og Smålandskavlen) med Pan-Kristiansstad. Dermed er det også tid til at kigge lidt tilbage på den forgangne sæson.
Med A-landsholdsudtagelse og DM-guld i stafet - begge dele for kun anden gang i karrieren - kunne evalueringen jo umiddelbart se ganske positiv ud. Sandheden er dog en anden, dels kom begge ovenstående resultater på en noget billig baggrund i et år, hvor niveauet i dansk herreorientering nåede et historisk lavpunkt, dels havde jeg selv et år, der blev spoleret af alt for mange afbræk i form af skader og sygdom.
Ovenpå en rimelig fornuftig vintertræning - taget arbejdssituation mv. i betragtning - blev sæsonen ikke, hvad jeg havde håbet på. Lad mig prøve med en lille opridsning af op- og nedture: Formen var i marts ganske fin, hvilket jeg blev bekræftet i på de to sydsvenske klassikkere, Skånemixen og Hallandsstafetten. Sygdom i ugen op til Spring Cup gjorde min indsats på Klassisk noget bleg, til gengæld var jeg klar til den korte tur på stafetten, der blev en sjov oplevelse, der endte med en fin 2. plads. DM-sprint, der ellers ikke er min favorit resulterede også i en tilfredsstillende 4. plads (igen dog på en noget billig baggrund i et ret tyndt felt). Et kraftigt vrik i midten af april spolerede en ellers spændende træningsperiode og var tæt på at sætte mig ud af spillet til NOC-testerne. Jeg fik dog haltet mig rundt til en udtagelse (hvilket vidst mest af alt skyldes andres mange fejl). På NOC var jeg desværre generelt ikke dygtig nok i min orientering, og det blev resultatmæssigt noget under forventet - med stafetten som eneste undtagelse, hvor jeg - efter en fremragende førstetur af TJ - fik lov at boltre mig med nogle af verdens bedste på 2. turen, hvillket var en fed oplevelse!
Kombinationen udtagelse og efterfølgende mindre vellyket NOC, stillede (mystisk nok) én allerbagerst i den efterfølgende landsholdskø, så de følgende måneder skulle stå på fornuftig træning frem mod efterårets konkurrencer (først og fremmest VM-testerne), men sådan blev det ikke helt. Et trykket ribben ovenpå en mosefodboldkamp kostede to uger uden højintensitet og senere satte en influenza-agtig ting mig ud af spillet i tre uger, inkl. min uge i de fantastiske terræner på TD-centeret i Østerdalen. Fra midten af juli har en betændt venstre achillessene spoleret muligheden for store løbetræningsmængder - specielt når det gælder højintensitet, terræn og bakker - og der er jo nu engang det, man bliver god af, samt evnen til at løbe max på både VM-tester og DM-mellem. Endelig var sidste uges maveonde meget tæt på at koste mig deltagelsen af DM-stafet, ligesom den - i kombination med achillesenen - umuliggjorde gennemførsel af DM-lang.
Så alt i alt en træls sæson - især i betragtning af, at den tegnede rimelig lys i marts. Og særligt træls, fordi jeg i så mange perioder har været forhindret i at træne det, som jeg gerne har ville, grundet skader og sygdom. Og hvorfor så det, skal man jo spørge sig selv! Og også her er svaret lidt træls - nemlig at jeg ikke umiddelbart kan se, at jeg gør noget forkert. Jeg synes selv, jeg spiser og sover fornuftigt, så jeg ikke har 'fortjent' at være så meget syg. Mht skader har det typisk været nye ting, der er kommet og forsvundet igen - med undtagelse af achillessenen, som nu har varet i 7 uger. De næste uger vil jeg forsøge at træne mere alternativt med lidt spinning mv for at aflaste noget - og så håber jeg, det er gået i sig selv inden vintertræningen for alvor skal igang!
Og hvad så med fremtiden? Man kan godt blive forledt til at synes, det ikke er værd at satse så meget, når man gang på gang bliver slået ud af det ene eller andet. Men på den anden side, så træner jeg jo mest af alt, fordi det er fedt at træne og være i god form, når der er sjove løb rundt omkring, og knap så meget for satsningen i sig selv. Så jeg ender jo nok med at klø på lidt endnu - og der er jo også snart en vigtig Nytårsstafet, der skal løbes...;-)
